En drøm i hvidt og turkis, badebyen Cala d'Or er så fascinerende. Når du slentrer gennem de skyggefulde og stille gader i den gamle del af Cala d'Or, bemærker du straks, at en kunstner var gudfaderen her. Det var den ibizaanske galleriejer og tegner Josep Costa Ferrer (1879-1971), der i begyndelsen af 1930'erne fik inspirationen til at skabe et boligområde i stil med sin hjemø.
I 1933, da borgerkrig endnu ikke var i luften i Spanien, blev der bygget 48 pletfri hvide og elegante to-etagers villaer mellem de små og store calas ("Cala Petita" og "Cala Gran"), komplet med en kirke og sport faciliteter .
Plaça Mare Nostrum med et monument for kvinder er områdets næsten naturlige stille centrum, der emmer af ro og en følelse af diskret, naturrespekterende æstetik.
Ikke underligt, at alle slags berømte mennesker tog bolig her og nød områdets skønhed til fulde: Maleren Hermenegildo Anglada Camarasa værdsatte stedets magi lige så meget som biografproducenten Ramon Baldet og Hollywood-skuespillerinden Natacha Rambova. Hun blev gift med den verdensberømte stumfilmgud Rudolph Valentino i 1920'erne og blev forelsket i øen efter deres skilsmisse.
Gruppen af kunstnere fik selskab af den belgiske maler Médard Verburgh, der på det tidspunkt tiltrak adskillige landsmænd som en magnet. Derfor er der også en Avenida Bélgica i Cala d'Or.
Siden bebyggelsen har eksisteret i 90 år nu, har den ansvarlige kommune Santanyí placeret 20 skilte på den centrale Eivissa-plads, der beskriver historien om dette meget specielle sted. Her på den sydøstlige del af øen var det, i modsætning til den frastødende højhuslabyrint Magaluf, muligt at dyrke turisme uden at ødelægge landsbyens oprindelige æstetik gennem årtierne.
Den oprindelige bebyggelse er inden for synsvidde af den rektangulære fæstning Es Fortí fra det 18. århundrede, der ligger fladt som en strandet havskildpadde på den anden side af vejen fra Cala Petita. Det er næsten den eneste bygning i byen, der ikke er hvidmalet. Endvidere er der i konstruktionen af moderne lejligheder og hoteller gjort en indsats for at bevare den typiske, behagelige middelhavsstil Cala d'Or. Man leder forgæves efter ubehagelige skyskrabere.
Og så uanset hvor du går, ser alt på en eller anden måde godt og luksuriøst ud. På terrassen på det traditionelle hotel Cala d'Or drikker du et glas hvidvin, mens det turkise vand i "Cala Petita" skinner så intenst, at dine øjne næsten brænder.
Cala d'Or er lige så værdig og ædel som Port de Pollença på den smukke strand Albercutx på den nordlige del af øen, hvor smukke gamle villaer også kan beundres under høje skyggefulde træer, og på hvis sand om sommeren de engelske aristokrater "drikker eftermiddag". te. I mange af byens gader kan du mærke den ro, Mallorca var berømt for før turismens fremkomst.
